Maigaard Fertilitetsklinik ligger centralt i Aarhus på Jens Baggesens Vej. Det betyder, at det er let at komme frem til klinikken, også fra Norge.
Man kan sejle til Danmark fra det sydlige Norge. Der er hurtigfærger til Hirtshals fra Kristiansand eller Larvik. Bor man på den anden side af Oslofjorden, er der mulighed for at køre til Gøteborg i Sverige og sejle til Frederikshavn. Der er også mulighed for at sejle fra andre destinationer i Norge som f.eks. Oslo og Stavanger, men dermed bliver transporttiden længere. Efter ankomst til Danmark med skib, er det muligt at nå til Aarhus i bil eller med tog fra begge de nævnte havnebyer.
Fra Hirtshals er der 185 km til klinikken i bil, og køreturen tager med normal trafik ca. 2 timer. Den direkte rute vil være at vælge motorvej E39 fra Hirtshals til Aalborg og herfra motorvej E45 til Aarhus.
Med tog kan man komme fra Hirtshals station til Aarhus H på omkring 2 timer og 45 minutter lidt afhængig af afgangen. Der skal i de fleste tilfælde kun skiftes tog en gang. Der er afgange i hver time det meste af dagen på hverdage.
Fra Frederikshavn er der 182 km i bil til klinikken. Turen vil med normale trafikforhold tage omkring 2 timer. Der kan køres på motorvej E45 hele vejen fra Frederikshavn til Aarhus.