Fertilitetsbehandling ved udhentning af sædceller
Udhentning af sædceller fra bitestikel eller testikel
Sædceller dannes i testiklerne i nogle trådtynde kanaler der ligger oprullet som mange små 'garnnøgler', der udfylder hele testiklen. Alle disse mange kanaler ender i nogle få gangsystemer, der fører over i bitestiklen, der er en lille langstrakt gevækst (på tykkelse med en blyant) på bagsiden af testiklen. Bitestiklen ender i sædstrengen, der fører sæden videre til urinrøret.
Proceduren ved udhentning af sædceller fra bitestikkel eller testikel indledes med, at der anlægges en kanyle (venflon) i en åre i hånden. Dette er af sikkerhedshensyn, så der kan gives medicin i åren hvis dette undtagelsesvis skulle blive nødvendigt, f.eks i forbindelse med utilpashed og kvalme. Herefter afvaskes huden på pungen med desinficerende sprit. Med en meget tynd nål anlægges lokal-bedøvelse med et par indstik i lysken lige over pungen. Dette er ikke mere ubehageligt end en almindelig indsprøjtning.
Såfremt det er muligt at føle bitestiklen (undertiden ikke muligt hvis der tidligere er udført kirurgi), indføres en meget tynd kanyle i bitestiklen og man forsøger at udhente små dråber væske hvor der ofte kan findes nogle tusinde sædceller.
Ved prøvetagning fra selve testikelvævet punkteres ind i testiklen med en kanyle og med en 20 ml injectionssprøjte aspireres (suges) lidt testikelvæv op i sprøjten. Vævsprøven bringes til laboratoriet hvor laboranten findeler vævet og søger efter sædceller. Efter prøvetagningen ligger man 15-30 minutter med nogle isterninger på testiklen for at mindske hævelse.
Der vil være en vis ømhed i testiklen når bedøvelsen ophører. Det anbefales, at man tager den med ro resten af dagen. Generne kan afhjælpes med alm. hovedpinetabletter (kodimagnyl, Pamol eller lignende). Såfremt der indtræder stærke smerter og kraftig hævelse at pungen og/eller temperaturforhøjelse, skal man kontakte klinikken eller anden læge.
Indgrebet er kun forbundet med mindre gener, men hvis det ønskes, kan vi dæmpe eventuel nervøsitet med noget smertestillende og beroligende medicin (samme medicin som gives til kvinden ved ægudtagning). Såfremt der gives sådan medicin må man ikke føre bil resten af dagen.
Det skal understreges, at langt det almindeligste er, at der blot anvendes lokalbedøvelse og dette medfører ingen problemer i relation til bilkørsel.